Opskrifter

Pite/Burek
til ca- 6 personer
Dej:
1 kg glutenmel (meltype 550 - mindre stivelse, så dejen er mere elastisk)
1 spsk salt
½ L lunkent vand

Fedtstofblanding:
ca. 125 g smør
ca. 125 g olie

Fyld:
Der kan bruges mange forskellige slag fyld. Dette kan også laves uden fyld. Her er nogle ekspempler:
Oksekødsfyld: 2-3 store løg + 1 kg hakket oksekød. Steges til kødet får brun farve - ikke for meget. Til ca. to bradepander.
Porrerfyld: 2 store løg + ca. 6 store porrer. Steg til porrerne er helt bløde og bland 6 spsk creme fraiche i. Til ca. to bradepander.
Fetafyld: Mast fetaost + en smule creme fraiche og 1-2 æg.
Spinatfyld: Spinat + løg steges i ca. 2 min.
Kartoffelfyld: Kartofler (kogt og most, eller hakket meget fint/revet) + løg. Steges kort.
Kan også bruges som dessert med f.eks. æbler+sukker+kanel indeni. Her skal der dog ikke tilsættes salt i dejen.

1. Put melet i en stor skål, lav et hul i midten og put saltet herned.
2. Hæld lidt efter lidt vandet i midten og bland det lidt efter lidt med melet.
Fortsæt med dette til dejen er sammenhængende og blød. 
3. Lad dejen hvile i 10-15 min.
4. skær dejen i 16 stykker og rul disse ud i cirkler af ca. 15 cm (husk mel).
5. Stykkerne snøres ind i fedtstofblandingen og stables to og to. Der bruges ca. 8 stykker til hver bradeplade. Lad dem hvile lidt - så bliver de mere smidige.
6. Læg et lille lagen over et bord og spred en stabel (altså to stykker) ud i en rektangel (ca. 75 x 100cm). Pas på med at hive for meget så der kommer huller i dejen. Hiv derfor helt ude i kanten, så denne heller ikke bliver helt tyk.
7. Put fyld på de korte sider (ca. 10-15 cm fra kanten). Fyldet skal bredes ud med en bredde på ca. 10-15 cm. Sprøjt/dryp en lille smule af fedtstofblandingen over hele den udstrakte dej.
8. De 10-15 cm dej lægges over fyldet og hver side af dejen rulles ind mod midten, så du får to ca. 75 cm lange pølser. Brug evt dugen til dette (se billed). Det gør slet ikke noget hvis noget luft fanges i rullerne - tværtimod - dette vil bare gøre dem endnu mere lækre.
9. Adskil dem ved at skære dejen over imellem dem. Skær eventuelt enderne fra. Læg rullerne på en bradepande smurt med olie. Klat eller pensel noget af fedtstofblandingen hen over rullerne.
Fortsæt til alle stablerne er brugt.
10. Bag midt i ovnen ved 200 grader celsius i ca. 25-30 min. Indtil de har fået en rødbrun farve.

Serveres typisk med yoghurt - evt. fortyndet med en smule vand. Retten er meget fedtet og yoghurt vil derfor passe bedre til end vand.